Når dit barn har autisme. Terapi, rådgivning og forældergrupper

GRUPPER

Til forældre

Grupper til forældre


Når ens barn er udredt med autisme, er hele familien berørt. Hverdagen og livet bliver udfordret på så mange niveauer og ofte kan det føles meget ensomt. Dels fordi netværk og omverden ikke forstår, dels fordi man ikke har overskuddet til at opsøge og deltage i sociale sammenhænge.


Forældregrupper er et tilbud, hvor forældre i grupper af maks 10 kan tale om deres erfaringer ved at have et barn med autisme og spejle sig i ligesindede. I grupperne kan forældrer få indblik i hinandens historier og erfaringer, og bruge disse som inspiration til at justere i metode og tilgang i eget hjem. Målet er at opbygge en større trivsel og overskud hos forældrene, og dermed styrke deres muligheder for at være i det svære, og lykkes med de forandringer som kan lade sig gøre og ønskes.

 

Forløbet

Forløbet består af 7 mødegange af 2 times varighed, hver anden uge. Første mødegang indledes med at forældrene præsenterer deres familie, deres konkrete udfordringer og ønsker til forløbet. På baggrund af præsentationerne drøfter vi i fællesskab den videre tilrettelæggelse af gruppeforløbet. På den måde sikrer vi, at forløbets indhold og temaer matcher den enkelte gruppes ønsker.

 

Hver mødegang er bygget op af tre dele:

  • Siden sidst runde.
  • Oplæg v/Erroll Marshall om dagens tema
  • Samtale i gruppen om dagens tema. Vi bliver klogere på hinanens nuancer og erfaringer.


Hvilke temaer kan vi tale om?

Nedenstående er eksempler på nogle af de temaer der ofte fylder meget:

 

  • Dagligdagen
    Skema, forberedelse, tydelighed, piktogrammer, mad, fødselsdage, ferie og bad. Hverdagen er fyldt med udfordringer og måske ikke dem man havde forestillet sig.

  • Søskendeproblematikker
    Hvordan er det at være søster eller bror til et diagnosticeret barn?
    Dilemmaer for forældrene, når de tager særlige hensyn til den ene.

  • Social isolation
    Forældrene holder sig ofte væk fra sociale arrangementer hos både venner og familie, fordi det er for svært. Nogle familier har aldrig været ude at rejse. Andre er bekymret for deres barns manglende sociale netværk og engagement.

  • Fordømmelse
    Forældrene oplever, at lærere, pædagoger, andre fagfolk, ja selv nære venner og familie siger til dem: Du skal bare opdrage hende, han er vist meget følsom eller det er nok fordi du er for blød. Man er selv på overarbejde for at rumme og forstå, og bliver samtidig dømt og misforstået af omverdenen.

  • Skole
    Det kan være svært at komme i skole om morgen, når skolen er præget af uro, vikarer og skemaændringer. Forældre oplevere udfordringer ved lærere der ikke forstår, manglende ressourcer, indstillinger til specialtilbud, PPR, overbelastning.

  • Sorg og skam
    Sorg over at have fået et barn, der ikke var som man forestillede sig. En mor fortæller f.eks.: ”I to måneder i træk drømte jeg, at jeg var til min datters begravelse. Det var lige efter, at hun havde fået sin autismediagnose. Jeg tror, jeg skulle gøre op med, at mit liv ikke blev, som jeg havde regnet med.”

  • Magtesløshed: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mit eget barn”. Forskellige fagpersoner giver forskellige råd, og man er evigt usikker på, om man gør det rigtige.


En forældre sagde under sidste gruppeforløb, som jeg havde ansvaret for i et andet regi: Det er her jeg lader op. Selvom det er rart at få ny viden, eller få ens egen viden bekræftet, og få indspiration i det hele taget. Så er det nok det her med bare at kunne sænke skulderne og være sammen med andre der ved hvad det handler om. Det er virkelig rart, og noget der lader mig op.


Jeg synes citatet siger meget præcist, hvad jeg tænker forældregrupper kan. Hvis du er nysgerrig på om forældregruppen er noget for dig. Så kontakt mig, og vi kan tage en uforpligtende snak om det.


Praktisk


  • Vi mødes hver anden uge, 7 gange i alt
  • Hvor: Axel Gruhns Vej 16, 8270 Højbjerg
  • Antal deltagere: Maks 10 personer
  • Pris: 1.900 kr. pr. person
  • Tilmelding: Mail eller telefon
  • Opstart: Gruppen starter så snart 8 er tilmeldt


Online samtaler og grupper


Er det noget for dig?


En spændende mulighed som kan noget specielt, og måske passer bedre til dig, din hverdag og din familie.